Islandsk hest gangarter

Islandske heste har deres helt egne former for gangarter.
Af: Redaktionen
Sidst opdateret: august, 2020

Den islandske hest har 5 gangarter i modsætning til de fleste andre hesteracer, som har 3. Der er andre racer som har flere gangarter, bla nogle sydamerikanske. Udover skridt, trav og galop, har islænderen tølt og pas. Alle gangarter udføres bedst, når hesten er løsgjort, smidig, styrket og rustet til at være ridehest. De islandske hest gangarter er genetiske anlæg hos de islandske heste, men kan også læres af andre racer.

Indhold på siden

Introduktion til islandske gangarter

Da rytteren til den islandske hest er stor i forhold til hesten, er det ekstremt vigtigt, den er uddannet på en hensigtsmæssig måde, inden man begynder at ride den og træne gangarterne. Både for at holde gangarterne adskilt og for at hesten ikke skal lide overlast, blive slidt og få skader. Dette er gældende for al slags ridning. Skovtur, konkurrence etc.

Islandske heste har to gangarter mere end normale heste, disse hedder tølt og pas.
Islandske heste har to gangarter mere end normale heste, disse hedder tølt og pas.

At træne en hest, enhver hest, til opgaven som ridehest, kræver viden og at man har indsigt i visse elementer i hestens fysiologi.

Det er et levende væsen, som ikke er født til at arbejde hårdt med noget tungt på ryggen, så det er vigtigt at vide noget om almen fysiologisk træning, restitution, muskler, hestens indretning mht. hvordan dens ryg vil kunne bære bedst muligt osv.

Det er blevet meget udbredt at bruge den islandske hest til konkurrence, hvor der er er tre primære discipliner:

  • Sportsklasserne, hvor gangarterne bliver redet med primær fokus på rytterens måde at RIDE på og præsentere hesten på. Der skal vises harmoni og god kommunikation og at hesten vises optimalt som ridehest.
  • Gæðingakeppni, handler om at vise HESTEN så den præsenterer sig bedst- kort fortalt. Hvor fokus er på hesten, og ikke så meget ridningen. Hesten skal vise at den indeholder kraft og acceleration og her tillades en mere fri form.
  • Alrid, en slags 5 kamp med gangarter, terrænspringning, udholdenhed, hurtighed og lydighed/dressur. 

At træne en hest til konkurrence eller almindelig ridning, er det samme. I konkurrence handler det så bare om at VISE, hvordan man har fået hesten til at blive en god ridehest.

Her følgende ridses lidt op om gangarterne og om gangarterne redet i sportsklasserne -og lidt om karaktergivning i de enkelte gangarter.
Dommerne i Danmark bruger FEIF( den internationale islænder forening)s guidelines.
I karaktergivningen indgår vurdering af 5 følgende områder:

  1. Ridefærdigheder/forbindelse til hesten
  2. Takt/balance
  3. Smidighed/løsgjorthed
  4. Form/bevægelse
  5. Udførelse 

Indenfor disse 5 områder er indbygget firewalls – dvs man kan f.eks. ikke få højest karakter for takt selvom takten er god, hvis formen er dårlig. Bare ET eksempel.

Guidelines kan ses her:
https://www.feiffengur.com/documents/sj_guidelines2019.pdf

De 5 islandske gangarter

Skridt

Skridt er en 4 taktet, lateral gangart uden svævefase, hvor hesten har 3 ben i jorden samtidigt, men hviler kun på et ad gangen. Benbevægelsen er således: venstre bag, venstre for, højre bag, højre for. Det siges at skridt er den gangart, der aktiverer flest muskelgrupper, så det er en gangart der kan forbedre hestens fysiske form. Dette kræver, at det er den gode udgave af skridt, hvor hesten er i en hensigtsmæssig balance i forhold til at bære rytter. I det hele taget handler al ridning om dette – at hesten er i balance, så den ikke lider overlast.

Skridt som konkurrence disciplin
For at få høje karakterer i skridt, skal der være lige langt tidsinterval imellem hvert nedslag, hesten er smidig uden anspændthed og man skal fornemme en bølge igennem hele kroppen. Man ser gerne et stor overtræd med bagbens nedslag i forhold til forbens nedslag- som man mener indikerer et godt engagement i overlinie og bagbens hase aktion. 

Hastigheden skal afsløre, at hesten hviler i sig selv og alligevel har god energi i bevægelsen. Dvs. dvæler i hvert skridt og træder godt igennem. Hesten skal være let på tøjlen og have en form som indikerer at hesten er i bæring og engageret i overlinjen.

*Og hesten skal se lydhør ud for rytterens indvirkning, være stabil og rolig i formen, god energi og rytmisk i hele opgaven, have et godt udtryk og man skal fornemme rytter og hest går i et.
Dette ved * gælder generelt for alle gangarterne.

Karakterer i den lave ende, fra 0 til 3,5, kaldet fejlområdet, gives når f eks takten er dårlig og gangarten nærmest ikke er gangarten. Den kan være pasagtig, hvor de samsidige ben par følges for meget ad, eller trav agtig hvor de diagonale benpar følges for meget ad. 

Andre fejl kan være at tempoet er lavt, ingen energi, formen er uden tilknytning til god tøjlekontakt- enten for høj eller for lang form, for korte eller for lange tøjler uden kommunikativ kontakt til hesten, små skridt, skævhed, trippen, ingen overtræd, anspændt stresset hest som bruger sig dårligt i hele kroppen. Anspændthed og dårlig takt er ‘dyrt’ i alle gangarter i forhold til at komme op i middelområdet i forhold til firewalls. Dvs. det er alvorlige fejl.

Trav

Forkert form for tølt
Trav gangarten for heste. Dårlig form

Trav er en to taktet gangart med svævefase, hvor hesten har 2 ben i jorden ad gangen og de skal lande samtidigt.
Højre for og venstre bag sætter af sammen – svæv – venstre for og højre bag lander osv.
Hvis hesten ikke selv vælger traven, vil det hjælpe, når den grund trænes og bliver styrket, balanceret og på alle måder bliver rustet til at være ridehest. I forhold til at kunne træne den hensigtsmæssigt videre som ridehest, er det vigtigt hesten kan trave, da det er denne gangart, hvor hesten anvender kroppen på en hensigtsmæssig måde, så den kan styrkes.

Trav som konkurrence gangart
Den gode trav, til høje karakterer, er klart 2 taktet, har et tydeligt svæv, hestens form udtrykker den er i balance og bæring, dvs. det ser blødt og spændstigt ud, hesten er elastisk og blød på tøjlen. 

Hesten har spændstighed, rytteren og hesten er i tydelig god kommunikation, man kan se hesten adlyder og har et godt udtryk. Svævet er spændstigt og gerne lidt kraftfuldt. 

Den dårlige trav i den helt lave ende af karakterskalaen, kan være energiforladt, uden svæv, 4 taktet eller små skridt, hesten virker stiv, på forparten, der er dårlig kommunikation med rytter, hesten virker ukoncentreret og formen er enten for høj eller lav og/eller falder ud af gangarten.

Tølt

Tølt er en 4 taktet gangart uden svæv.

Korrekt form for Tølt
Tølt gangarten for islandske heste. God form.

Ben rækkefølgen er ligesom i skridt, men løbende. ‘Running step’ hedder det på engelsk i visse sammenhænge. Det vigtige i tølt er, at der er lige langt tidsinterval imellem hvert ben nedslag.

Uønsket tølt er pas-agtig, trav-agtig og endda galop-agtig. Det sidste kaldes at rulle i takten. For alle disse udgaver gælder det, at hesten mangler grundlæggende træning.

Alle heste er forskellige, så hos nogen er det lettere end hos andre at finde den gode tølt. Styrken til at blive god til tølt, hentes ved træning i trav. Og galop.

Tølt kan rides på mange måder. Både i den lange, løsgjorte form og i en mere bærende, kort form.

Det vigtige er, ligesom med andre gangarter, at hesten ikke er på forparten og den er uden anspændthed.
Dette slider på hele hestens bevæg apparat og øger risikoen for skader. 

Tølt anlæg er forskelligt fra hest til hest og afhænger af genetikken. Derfor er der også stor forskel på, hvordan der skal gangsættes og hvor let tølten er at ‘finde frem’. Typisk er det heste med meget pas anlæg, som har lettere ved tølt.

Tølt som konkurrence disciplin
Den gode tølt er rummelig med høje forbens bevægelser, perfekt 4 takt, bærer sig i en form der afspejler engageret overlinie og bagpart. 

Hesten skal udtrykke energi og spændstighed og være kraftfuld og i harmonisk kontrol.
Den dårlige tølt har dårlig takt, mangler energi, hesten virker stiv eller anspændt, på forparten, dårlig kommunikation mellem hest og rytter, måske grov indvirkning/korrigering, hesten falder ud ad gangarten, små måske uens skridt.

Galop

Galop er en 3 taktet gangart med svæv, hvor hesten har hhv 1, 2 eller 3 ben i jorden ad gangen, hviler på hhv 1 eller 2 ben. I højre galop lander hesten efter svævefasen med venstre bag, så højre bag sammen med venstre for, så højre forben som bliver i jorden alene inden næste svævefase. I venstre galop er det ‘modsat’. 

Udfordringen i galop kan være at hesten blander pas ind og den bliver 4 taktet. Balance -og styrketræning kan afhjælpe det og at hesten lærer at bruge sin krop på en god måde i forhold til at skulle arbejde hårdt og bære noget tungt på ryggen.

Galop som konkurrence gangart

Den gode galop er rummelig og 3 taktet, tydeligt spring som skal gå ‘opad’ og indikere bæring og at overlinien tydeligt er engageret med harmonisk, elastisk kontakt til rytterens hånd, jævn ensartet rytme, god spændstighed og godt udtryk.

Den dårlige galop kan være 4 taktet, uden svæv, uden energi, virke stiv, pasagtig, dårlig kommunikation til rytter, tydelig på forparten, hesten falder ud ad gangarten. 

Hvis man i sportsklasserne rider højre galop på venstre volte, eller omvendt,  gives 0 i karakter. Krydsgalop(højre galop på forben og venstre galop på bagben- eller omvendt) giver også 0.

Pas

Pas er en 2 taktet gangart med svæv, hvor samme sides ben følges ad. Pas er kun ønsket i væddeløbs tempo. Alt andet er UØNSKET, men alligevel hyppigt forekommende. De heste som har pas i væddeløb tempo, er 5 gængere. 

I teorien deles islændere op i 4- og 5 gængere, men selvom de har pas i langsomt tempo, er de ikke nødvendigvis 5 gængere. Derfor bøjes kategorierne ofte, så man også har 4½ gængere, da det kan være svært at dele det knivskarpt ad.

Pas er en gangart unik for islandske heste.
Pas er en 2 taktet gangart med svæv, hvor samme sides ben følges ad.

Pas som konkurrence gangart

Den gode pas er kraftfuld, har høj hastighed, er helt 2 taktet. Eller så tæt på som muligt,- man har fundet ud af den aldrig er 100% 2 taktet.

I stilpas og 5-gang er pas lægning og nedtagning en del af bedømmelsen. For den gode bedømmelse skal den foregår blødt og harmonisk over så lille distance som muligt. 

I 5 gang skal hesten være i galop før og efter lægningen for at få høje karakterer og overgangen skal være hhv. lige i udgangen/indgangen af svinget til kortsiden.   

I væddeløbs pas er det kun selve takten og hastigheden, som afgør karakteren.

Dårlig karakter gives i pas, når der mangler speed, når den er 4 taktet(ses TIT) og når der ikke vises en hel langside. Der skal gives 0  når det er meget 4 taktet, men der er tit tvivl om, hvad man ser.

Indflydelse på karakter har også hvis lægning/nedtagning sker for tidligt, for sent eller fra anden gangart end galop, hvis hjælperne er grove eller hvis hesten lander i krydsgalop efter nedtagningen.

Generelt om dommer bedømmelse og karaktergivning

Da der er firewalls og mange forhold der spiller ind, er denne beskrivelse af gangarterne blot groft ridset op med øvre og nedre karakterer områder. Hele mellemområdet er en blanding af alt dette.

De forskellige klasser har også forskellige hastigheder i nogle af gangarterne. Langsom tempo, hurtigt tempo, valgfrit tempo osv. Så karaktergivningen skal også afspejle, at man har opfyldt den givne opgave. Ligesom det er vigtigt for karakteren, at gangarten skifter, der hvor den skal. Det er på midten af kortsiden generelt og for pas og tølt med øgning på langsiderne, skal det foregå på få meter på langsiden så tæt på udgang/indgang af kort siderne som muligt.

Der gives altid (eller der BØR gives) nedslag for grov ridning og evt rød eller gult kort. Og der bør belønnes for ‘usynlig’ harmonisk ridning og den velredne glade hest med det positive udtryk.

Der bør også gives røde eller gule kort for forkert brug af udstyr. Der bør  være udstyrskontrol i alle finaler og til visse stævner bliver alle ekvipager kontrolleret.

Her bør dommerne tjekke om klokkerne ikke vejer for meget, om næsebåndet er for stramt, om sadlen ikke er placeret for langt tilbage, om stangbids kæden er for stram, om der er sår i munden, om hov længden er under det tilladte, at der bruges tilladt bid osv.

Opsamling

At ride og at have med heste at gøre, bør foregå på en sådan måde, at hestene ikke lider overlast. Både som fritids-og stævne hestemenneske.

Der findes ingen direkte love om det, så alt handler om, hvad man synes og føler.
I dansk og international Islandshesteforeninge er der et beskrevet ‘’code of conduct’’ som lyder således:

1. Inden for al ridesport skal hensynet til hesten prioriteres over alt andet.
2. Hestens velfærd skal gå forud for avlerens, trænerens, rytterens, ejerens, hestehandlerens, stævnearrangørens, sponsorernes og officials interesser og ønsker.
8. Enhver form for ridning og træningsmetode skal tage hensyn til, at hesten er et levende væsen, og må ikke omfatte fysisk eller psykisk vold over for hesten, som foreskrevet af FEI.

Da guideline udelukkende består af subjektive udtryk, så er karaktergivningen udelukkende afhængig af, hvordan dommeren tolker, hvad han/hun ser og synes. 

Så der er rigtig mange udgaver af, hvad man mener er, at ‘’vise hensyn til hesten’’.
I dommer uddannelsen lærer man at bruge guidelines. Den indsigt der skal til, for at bruge dem, skal man selv tilegne sig. 

Dommer opgaven kræver, at man selv uddanner sig fagligt,og sætter sig ind i hvad god ridning er, hvad engagerede bagben er, hvad samling og bæring er, hvad god form er, acceptabel takt, grov ridning, tydelig fejl i formen, tydelige fejl i ridning, god ryg bæring osv.

Det kræver, man ved noget om hestetræning helt fra bunden, om hestens mentalitet og hvordan den indlærer og at man har indblik i det at træne en levende krop mht muskel styrkning, restitutions tid, overanstrengelse og hvordan en stresset krop reagerer og ser ud.

Diskussion

Grundlaget for at kunne give den gode dommerbedømmelse er derfor en vel fundamenteret viden om ridning, hestens bevægeapparat, træning og hvordan en hest ser UD, når den er veltrænet og bærer sig selv.
Den ‘viden’ der bruges nu om stunder, er ligesom det, man  kalder en vandrehistorie. Leveret fra mund til mund. Uden brug af bagvedliggende viden.

Nogen har på et tidspunkt konkluderet, at når man bøjede hestens hals ind ‘i holdning’/’til bidet’, så brugte hesten sig korrekt. Når hesten skal samles, tager man i tøjlen og drive samtidigt. For at gøre den smidig, rider man sidelæns i ‘’holdning’’. Og når bagbenene er langt inde under hesten og halsen er formet, så er den i bæring/samling.
Forenklet beskrevet.

Sådan er historien gået i mange år- og er blev til en sandhed. Uden der bliver stillet spørgsmålstegn ved det.

Eliten rider sådan. Dommerne giver høje point for denne ridemåde. Der undervises, trænes og formidles ‘viden’ videre på denne måde.

Og det eliten udøver, forekommer som facit. Åbenbart.Uden nogen stiller spørgsmålstegn ved det. Kun hesten. Konflikt, stress og anspændthed til følge.

Hvis en  hest skal arbejder hensigtsmæssigt med noget tungt på ryggen, er den nødt til at blive trænet i en lang naturlig form, så overlinie ligamentet kan engagere basen af halsen, dvs trække de nederste halshvirvler op så bryst slyngen får den nødvendige kædereaktion af muskelgrupper sat i gang.
Dette er en absolut nødvendighed, for at få hele hestekroppen i det rigtige spil til denne opgave og for at få den væk fra forparts belastningen. 

Under linien skal herved kunne trækkes sammen, overlinien skal gøres lang. Og bækkenet kan derfor kippe den rette vej, så bagben kan pendulere ind under hestens tyngdepunkt. Hals-og ryghvirvler skal ‘strækkes ud’.
Derudover er nøgleordet LØSGJORTHED. Dvs hesten arbejder uden anspændthed.
Meget kort fortalt.

Den unge hest skal trænes det første lange stykke tid i denne lange form, finde sin egen balance og derefter bedes om mere og mere. Halshvirvlerne skal altid være udstrakte.
Hesten kan acceptere støtte på bidet når den er klar. Det hedder at suge på bidet. Det er ikke noget man kan BEDE om. Hesten skal selv tilbyde det. LIgesom løsgjortheden.
Heste trænet på denne måde vil syne højere fortil fordi brystkassen er ‘suget op’ og de engagerede bagben vil løfte fronten op. 

Heste i dag har typisk kun HALSEN rejst. Og brystkassen nede. Ryggen hænger og bagben enten kommer bagved hesten eller er under hesten uden bækkenet er kippet fremad(det er MEGET skadeligt for bla SI-ledet (det led der ‘hæfter’ hoften til rygraden)).

Allerede når hesten bedes om ‘’holdning’’, som typisk foregår meget tidligt i uddannelsen, forhindres muligheden for den hensigtsmæssige træning. Halshvirvlerne trækkes sammen i en S-form og hvor ved basen af halsen forbliver nede. 

Dette bringer hesten meget ud af balance, den har både sin egen primærvægt og rytterens vægt på forbenene. Mange heste blive stressede og vil prøve at løbe for at genvinde balancen.
Med meget tøjlekontakt, evt stangbid og stramme næsebånd forsøger rytteren herved at bevare balancen som et 5. ben, tøjle støtte.

Da hesten vil undgå trykket i munden, vil den bøje halsen yderligere ind, hvorved basen af halsen trykkes yderligere ned og derfor også ryggen, og de bærende elementer fjernes. Hesten kan til tider SYNE ‘let på tøjlen’, fordi den ‘af sig selv’ bliver væk fra tøjle trykket, men dette har intet at gøre med selvbæring, eller ‘’lethed på tøjolen’’, da brystkassen er mast frem. Hesten forsøger blot at redde sin mund. Man har vænnet sig til at se heste bevæge sig på denne måde, så det bedømmes ikke ned. Det betragtes som rigtigt. 

Egentlig er det nemt at se, når hesten er på forparten og har brystkassen skubbet tydeligt frem og ned, halsen er rejst, ryggen er sænket og bagbenene ikke er bærende eller bækkenet kipper den forkerte vej så overlinjen er ikke med. I trav ses bagbenene arbejde bagved hestens krop. Tegner man en tænkt streg gennem midten af hestens krop, vil denne pege nedad i fremad retningen når hesten er på forparten.

Og dette er hverken bæring eller samling. Selvom der gives høje karakterer, som om det var. Dommerne(og andre) bruger det som et bevis for bæring/samling, når hesten har bagbenene langt inde under sig  og et stort overtræd i skridt. Men faktisk er begge dele et bevis for forpartsbelastning. Bærende bagben skal ikke træde længere under hesten end de kan understøtte vægten af hesten. Og det kan ikke lade sig gøre længere fremme. Så vil vægten skubbes ud til forbenene som så belastes ekstra.

Dette er viden som ikke er blevet bragt med i vandre historien. For når den anden tese har været gældende i så mange år, så vil dette lyde som totalt vrøvl.
Egentlig er det ren vektorregning og lidt om tyngdeloven. Det er slet ikke så videnskabeligt. Men det kræver man er nysgerrig og nytænkende.

Dommer- rytter-træner opgaven kræver, man sætter sig ind i, hvordan heste bevæger sig og VIDEN om, hvordan hesten er indrettet under skindet med muskler, knogler og sener.
Faktisk kræver det også indsigt i hestens mentale side. For at kunne aflæse stress og konflikt og ikke bare tro ‘sådan er heste’, skal man vide, hvornår hesten har et problem med det, den bliver bedt om. 

Uden denne indsigt, dømmer man ud fra det, man tror, har hørt eller bare set foregå i årevis. I bund og grund handler det om, når man forvandler en hest til ridehest, om at gøre det på en måde, så hesten respekteres, som det individ den er, at dens krop trænes så den som ridehest ikke vil lide overlast og at den stadigvæk er et motiveret og positivt dyr, den glade atlet.

Så fair behandling af hesten går forud for alt – i teorien.

Referencer

  • “FEIF Sport Judges Guidelines 2019” 1 Apr. 2019, https://www.feiffengur.com/documents/sj_guidelines2019.pdf. Åbnet 26 Jun. 2020.