Cecilie arbejder som journalist og udstyrs- og hesteekspert for Magasinet Hest. Med et tidligere arbejde som hovedansvarlig for avl og træning på et stutteri i 7 år og som nuværende dyrlægestuderende er hun ekspert inden for emner som udstyr, anatomi og psykologi. Desuden har hun en passion for miniatureheste og vognkørsel, og hendes kommunikative færdigheder fejler heller intet.
Som helt lille gik hun på rideskole i en årrække, før hun kom ud på stutteriet med miniatureheste i 2011. Gennem årenes løb har hun skabt et stærkt netværk i forbindelse med sit job hos stutteriet. Hun er endt med at have reservefamilie spredt over hele landet, primært bestående af foreningsmedlemmerne fra MHDK (Avlsforeningen for Miniaturehesten i Danmark). Så hvis hun pludselig står og mangler husly i forbindelse med et arrangement, så vil der altid være hjælp at hente.
Da hun flyttede til København for at studere til dyrlæge (veterinærmedicin), valgte minihestestutteriet at sælge helt ud af heste. Hun endte med at få overrakt to som tak for 8 års tro tjeneste. Hun er således ejer af en dansk vallak på 15 (Charlie) og en amerikansk hoppe på 2 (Leia), som hun har planer om at trække føl på. Lige netop vallakken har hun kendt, siden hun startede som medhjælper i 2011. Sammen har de både været til kørestævner (med discipliner som maraton, toppekørsel og dressur for vogn) og deltaget som fast bestanddel på daværende miniaturehesteforenings showhold. De andre miniatureheste på stutteriet, som er importeret fra USA, blev brugt til kåringer og internationale shows, hvor der dømmes på eksteriør.
Rideferie er også noget hun har stiftet bekendtskab med. Senest var hun på ridesafari i Afrika i februar 2019. Som noget nyt fik hun æren af at køre en Oldenborger til for nogle bekendte i foråret 2020, hvilket var hendes første erfaring med tilkørsel af en stor hest. I den forbindelse har hun kørt en del rundt i hestevogn i Dyrehaven.