Tølt er en 4 taktet gangart med samme ben rækkefølge som skridt. Gangarten er løbende og skridt er gående- kan man beskrive det. Pga denne 4 taktede bevægelse, er ryggen helt i ro. Derfor er gangarten en meget eftertragtet og behagelig gangart for tur ryttere. Den helt rene og firtaktede tølt kan være en udfordring. Og ikke alle islændere mestre det uden videre. Somme tider kræver det faktisk mange ride tekniske egenskaber og viden om hestens fysiologi, for at fremme og bevare den gode tølt.
At islandske heste kan tølte er pga genetiske anlæg. Historisk set er der uklarhed over hvorfor nogen hesteracer kan og andre ikke kan. Visse steder forlyder det, at den oprindelige hest for millioner af år siden, tøltede.
Og det sidenhen er avlet væk hos, hvor genet så har overlevet hos andre. Andre steder forlyder det, at det er egenskaber der er fremavlet- uden det helt præcist vides hvorfra genet præcist oprindeligt stammer fra.
Der er flere racer der har disse anlæg. Især i Sydamerika. Det ses til tider at enkelte individer af tregænger racer kan tølte. Men ellers siger man at det er pga dette skrå kryds, disse ‘’flergangs gængere’’ har, der gør tølt muligt,- i modsætning til andre racers mere ‘kasseformede’ kryds.
På Island kaldes tølt for gudernes gangart, fordi den er behagelig og derfor prises højt. I tidligere tider, da hesten var det primære transportmiddel over landskabet var det den foretrukne gangart. Islændingene har altid været stolte af deres heste og konkurreret om at have den bedste hest. Konkurrenceformen Gæðingakeppni opstod på det grundlag.
Samme konkurrenceform som vi kender i dag blot i en mere struktureret udgave. Det handlede ikke om at ride pænt, men at vise hestens kraft og hurtighed. Trav og skridt var ikke gangarter, man gik op i. Først for relativt nylig er skridt blevet en del af bedømmelse i konkurrence og avl show/kåringer. Dette kraftfulde og fart er blevet et image, som har holdt ved.
Da den islandske hest begyndte at komme til kontinentet som ridehest i 60-70’erne sådan for alvor, importerede man også den islandske måde at ride dem på. Det handlede primært om at få dem til at tølte. Noget skånselsløst. Ved dem, der havde svært ved det, foregik det ved at trække hovedet op og næsten bagover. Ryggen røg ned, underhalsen frem – og man jokede med at det ikke måtte regne, så ville hesten drukne.
Selvom man på Island altid har haft stor respekt for hesten som individ, har man ikke bekymret sig så meget om hesten egentlig led nød, ved at skulle bruge sin krop på denne måde. Sådan er det til dels stadigvæk. Det tog en del år, inden ridemåden blev ændret til en mere kontinel ridemåde. Islændere gik for i lang tid at skulle rides på en speciel måde.
Man inviterede islændinge herned for at de kunne lære om denne fremmede gangart, tølt. Og det foregik ved at trække hovedet godt op så ryggen blev trukket ned. Man kunne tale om at hesten blevet knækket på midten for at kunne gangarten.
Og tit var det de trav stærke typer, der blev sendt til kontinentet, for dem gad de ikke selv ride på. Så havde de os som skraldespand- men de var ikke billige i anskaffelses af den grund- heller ikke dengang. Og det gjorde det bestemt ikke lettere med ‘’det der tølt’’. Samtidigt var de tit både meget vilde og bange for mennesker.
Det har også i mange år været betragtet som det optimale, her i vores ellers oplyste land- at de helst skulle være vilde og vokse op uden menneskekontakt. Man skulle værne om det kraftfulde… Så avlere lod deres heste gå uden at blive rørt, indtil de skulle rides til. De gav de bedste heste, mente de….. Vilde, bange, flugt dyr. Alt det gjorde det ikke ligefrem nemmere at opleve Gudernes Gangart.
Stadigvæk kan det endda forlyde:’’Gud jeg troede den islandske hest skal rides med hovedet oppe’’! Efter nogle år blev man klar over at det godt kunne betale sig at gøre dem tammere og ride med mere klassiske principper. Det bredte sig endda tilbage til Island. Som godt kunne se der var lidt fordele ved det. Stadigvæk er der ret store forskelle på hvordan der tænkes ‘hest’ på, her og på Island.
Den islandske hest er født i mange forskellige udgaver. Den gangart hesten fødes med som foretrukne, dvs den den selv vælger, når den skal løbe, kan være alt fra trav, pas og i sjældne tilfælde tølt. Skridt vælger de alle. Galoppen kan sommetider være erstattet af pas og ellers være i forskellige udgaver, 2-, 3- eller 4 taktet. Den 3 taktede galop er den ønskede.
At se en hest blæse af sted i ren tølt på marken er virkelig et sjældent syn. Mange føl gør det, men senere viser den ‘sande hest sig’. Avlsarbejdet handler om at fremme de typer, som har let ved tølt, er nemme at træne og har god ride vilje. De skal hellere have pasanlæg fremfor stærke trav anlæg, men ikke for meget – og selvom nogle travtyper kan have let ved gangarten, kan andre have gangarten gemt lidt mere væk.
Derfor er det at træne den islandske hest en flerdimensionel opgave i forhold til at træne racer som helt snorlige uden blandingsvare, har 3 skarpe gangarter.
Generelt for alle typer, mht. tølten, er det vigtigt, at de tilrides og trænes på en hensigtsmæssig måde. Både for at gangarterne bliver optimale og for at hesten kan bære rytter på ryggen uden at lide overlast. Hesten er som bekendt ikke født til at være ridehest og at arbejde hårdt med noget tungt på ryggen. Så træning af styrkes, balance og smidighed er meget vigtig. Især hos den islandske hest – da rytteren er forholdsvis større til hesten.
Dermed ikke sagt det ikke også er vigtigt hos andre heste. Mht. selve tølten, vil den komme af sig selv, når al forudgående træning er på plads og hesten indgående forstår, hvad hjælperne betyder. ISÆR for dem som er stærke i traven, hvor tølten umiddelbart ikke ligger lige for. Men naturligvis også for de andre. At være under hjælperne er udgangspunktet for tølt træning.
Dvs. hesten er nået så langt at den har fundet sin egen balance med rytter på ryggen, kan trave i sin egen lange naturlige form, kan standse/sænke fart for let anmodning uden at gøre modstand, går frem for let drivning – alt sammen i samme lange balance.
Her har overlinje ligamentet som er et ‘bånd’ der løber fra hestens nakke til hale, fået trukket de nederste hals hvirvler op, så brystslyngen kan aktive underlinje og bækken med sine tilhørende muskelgrupper.
Det er en forudsætning for at hesten vil kunne komme i balance , at halsens hvirvler ligesom bliver ‘forlænget’- hvilket sker når de nederste hentes op. Halshvirvlerne danner et blødt S, hvor overgangen fra halshvirvlerne til brysthvirvlerne, let kommer til at danne et skarpt knæk, hvis halsen på nogen måde bliver formet ‘udefra’. Herved vil der også komme en unaturlig udvidelse af de øvre, omkring 2.-3. og måske 5.-6. halshvirvel. OG dette er UØNSKET.
Den form hesten skal indtage er den form den selv vil danne i løbet af sin uddannelse. Meningen er at bagben skal overtage mere og mere ‘bæring’ i forhold til forben og ryg -og bug muskler skal hjælpe hinanden med at holde ryggen ‘oppe’ når rytterens vægt vil tynge den ned.
Når hesten er blevet rigtig stærk og meget trænet, kan man se at hele forparten syner høj, fordi brystkassen er suget op imellem skulderbladene og bagbens bæringen får fronten ‘løftet’. Hvis man fejlagtigt kommer til at forme hestens hals med tøjlen, vil hele dette samspil i hestens krop ikke kunne lade sig gøre.
Bare ved den mindste kompremering af halshvirvlerne S facon, ved feks at bede hesten om at ‘’gå til bidet’’/i holdning, vil basen af halsen forblive nede og hesten får ikke mulighed for at blive trænet væk fra forpartsbelastningen. Og alting bliver meget svært og hårdt for hesten.
Så det at hesten er under hjælperne, er let på tøjlen, kan sænke farten uden at gå imod og samtidigt forskyder vægten bagud og dermed kippe bækkenet den ret vej(fordi basen af halsen er engageret),. er lige/symmetrisk i kroppen og har let ved at engagere indvendige bagben ind under sig når den er stillet og bøjet vil gøre at hesten vil få let ved tølt.
Ligegyldig hvad type den er. Engagement af overlinjen. Lille repetition. Det er altid en god ide at skynde sig langsomt. Giver man hesten god tid, vil man opleve dette fantastisk, at gangsætningen vil forekomme let og ubesværet.
Desværre findes der en overbevisning om at tølt er en gangart der kun kan foregå i samling. Og tit bliver denne ‘’samling’’ slet ikke samling, – netop fordi hesten får bøjet halsen ind og gør det rigtig rigtig svært for hesten. Så er man ‘nødt til’ at tage meget hårdt i tøjlen og drive tilsvarende kraftigt, for når hesten er på forparten bliver det hele meget svært for hesten.
Den mister balancen- ud i forbenene. Så er rytter ‘’nødt til’’ at støtte den i tøjlen. For når halsen bøjes ind, trækkes halshvirvlernes S facon yderligere ind i dette S, og det ‘’skarpe hjørne bliver overgangen mellem hals-og brysthvirvler. Det er ensbetydende med at brystbenet skydes frem og ryggen trykkes ned.
Alt det vi ikke ønsker. Man vil måske nok kunne få hesten til at tølte. Men det bliver ikke denne løsgjorte hest, som er ønskværdig for holdhed og for at hesten kan finde det behageligt at være ridehest. Taktet vil let blive lateral, mod pas, og da hesten ikke er i egen balance vil den falde i trav, eller pas hvis tøjlen løsner sit ‘’bærende greb’’.
Hvis derimod hesten trænes i den lange afspændte/løsgjorte form, hvor basen af halsen trækkes op og bækkenet kan kippe den rette vej, aflaste muskulaturen til at kunne styrkes, vil tølten komme helt af sig selv. Og da hesten bærer sig selv, vil den kunne blive i gangarten ved blot at tøjlen er LET og guidende.
Det er traven som skal styrke hestens muskulatur. Også i denne lange form. Tølt styrker ikke over-og underlinje som sådan, fordi der ingen svæve fase er. Lidt forenklet beskrevet. Så derfor vil trav kunne bibringe gode tølt forudsætninger.
Tølt som konkurrence disciplin i sports klasserne er i delt op i forskellige hastigheder.
I fire-gænger klasser skal vises følgende tempo i tølt:
4.5: valgfrit tempo
4.3: langsomt og middel til hurtigt tempo
4.2: langsomt og hurtigt
4.1: langsomt og hurtigt.
I tølt klasserne skal vises følgende tempo:
T.8: valgfrit tempo
T.7. langsomt og valgfrit tempo tølt
T.5: langsom tølt med tydelig øgning på langsiderne
T.4: valgfrit tempo tølt, rolig og langsomt tempo tølt, og tølt for løse tøjler.
T.3: langsomt tempo tølt, øgninger på langsiden og hurtigt tempo tølt.
T.2: valgfrit tempo tølt, rolig og langsomt tempo tølt og tølt for løse tøjler.
T.1: langsomt tempo tølt, øgninger på langsiden og hurtigt tempo tølt.
Generelt for at få gode karakterer i tølt, gælder det at takten er ren, rytteren og hesten kommunikere på en følsom måde, hesten er uden spænding, arbejder i en god form med engageret overlinje, hesten har rummelige, høje bevægelser, god takt, god bæring, bevæger sig med engageret overlinie og er under hjælperne, godt udtryk, blød og elastisk.
For lave karakterer gælder det, at der er dårlig takt, hesten falder ud af gangarten, hesten stiver sig eller at rytteren bruger grove hjælpere, overlinien er uengageret, små bevægelser og/eller manglende energi. Tølten dømmes ens i alle klasser. Dvs der hvor langsom tølt indgår, bedømmes det ens om det er en lav eller høj klasse.
Dommer guidelines kan ses her.
Det som så differentierer klasserne er at tølt med øgning og hurtigt tempo tølt typisk først kan rides fornuftigt med en hest der har mange års træning bag sig. Men man må gerne starte en 5 års i de høje klasser. Rummelige og høje benbevægelser tæller karakteren op, hvis man i øvrigt ligger til høj karakter.
Så man kan som sådan ikke kalde det udelukkende en RIDE konkurrence, når hestens genetisk egenskaber også tæller med. For at få høje karakterer i gangarten vil man se en hest som bærer sig selv, let for hjælperne, bølge gennem kroppen, god energi og har god kommunikation med rytteren.
Præcision i overgangene fra andre gangarter eller til øget-og nedtaget tempo tølt, skal foregå uden ‘’usynligt’’, hesten bevarer bæringen , går ikke imod og det foregår på så lille distance som muligt. Her afsløres grundridningen virkelig. Hestens bæring kommer til syne, når tøjlen skal sænke farten.
En hest som er på forparten, vil være tung fortil og have svært ved at lystre lille anmodning. Dens enerti holder den i balance og da den ikke er engageret i bækkenet, fordi brystkassen er skudt frem, kan den ikke sætte sig bagtil og hjælpe med nedtagningen af farten bagfra-. Det hele kommer til at foregå i forparten. Selvom det måske syner at hesten har bagbenen under sig vender bækkenet forkert, når halsen er oppe og brystkassen nede.