Frieser

Frieseren er en af de mest charmerende og imponerende hesteracer.
Af: Redaktionen
Sidst opdateret: august, 2020

Hollywood stjerne, royal darling og ‘verdens flotteste hest’ – velkommen til den forunderlige verden af frieser heste. Uanset hvilken hestetype vi ellers personligt foretrækker, er det svært ikke at blive forført af frieserens imponerende tilstedeværelse. Med sin knejsende holdning, bølgende hårpragt og sorte, muskuløse krop er den ganske enkelt ikke til at overse.

Indhold på siden

Fakta om frieser

Oprindelse: Holland (Friesenland)

Udbredelse: I Danmark lever omtrent 1500. På verdensplan er tallet oppe på over 65.000 

Egenskaber: Køre- show- og ridehest 

Farve: Sort (små aftegninger i hovedet er tilladt, dog ikke hos hingst) 

Højde: 150-170 cm

Blod: Ifølge Frieser Forbundet er den hverken kold- eller varmblods.  

Temperament: Rolig, stabil

Personlighed: Tillidsfuld, lærenem 

Sygdomme og lidelser: Dværgvækst, vand i hovedet, aortaaneurisme, forstørret spiserør, tilbageholdt efterbyrd, allergier og hudgener.

Med sit rolige temperament, sin tillidsfulde personlighed og majstætiske udseende, er frieseren favoritten racen for mange.
Med sit rolige temperament, sin tillidsfulde personlighed og majestætiske udseende, er frieseren favoritten racen for mange.

Racebeskrivelse af frieser

Egenskaber

Den kraftfulde og fotogene frieser er som skabt til det store lærred. Siden ‘Ladyhawke’ fra 1985, hvor den 19-årige hingst Othello spiller sammen med Rutger Hauer og Michelle Pfeiffer, har vi kunnet nyde denne smukke og dramatiske race i mange storfilm og tv-serier  fx ‘Game of Thrones’, ‘Zorro’, ‘Narnia’, ‘Hunger Games’ og ‘Ringenes Herre’.

Dens dramatiske fremtoning, imponerende bygning og stolte holdning er det stof, drømme er gjort af. Og de, der arbejder med at træne heste til at optræde på film, er nok taknemmelige for at frieseren tilmed både er lærenem og har et robust temperament, så den kan optræde i det stressende og uvante miljø et filmset nødvendigvis må være for en hest.

Oprindeligt var frieseren en tung arbejdshest, men blev hurtigt en populær hest at bruge i krig. Dens størrelse, styrke og temperament gjorde den ideel til slagmarken. De selvsamme egenskaber gør den i dag særdeles velegnet til store shows, hvor kanontorden er skiftet ud med trommehvirvler og larmende klapsalver. 

Frieseren har en lang stolt historie som kørehest og det er stadig en af de racer vi ofte ser for vogn. Men i modsætning til de lettere hesteracer, der bruges til væddeløbs discipliner, finder frieseren sin rette plads i den mere showprægede del af sporten, som fx dressur og kvadrille kørsel med to- og firspand. En lille, men ganske særlig, niche af hestevognskørsel findes i London, hvor det er muligt at foretage sin sidste rejse i en sort (rust-) hestevogn trukket af to eller fire smukke friesere.

Også på dressurbanerne ser vi et øget antal friesere. Dog her af en lidt anden type. Der bliver avlet en linie af lettere heste, der egner sig bedre til de mere krævende øvelser som pirouetter, piaffe og passage end den klassiske, barokke type, der gør sig så imponerende for vogn og i show. 

De fleste ryttere og hestefolk har hest som hobby og fritidsinteresse, og her ses en stigende interesse i netop frieseren. Dens stabile temperament og rolige gemyt gør den velegnet til turhest og kammerat. Og netop den lettere linie af friesere, der er i fremgang, er med til at udbrede frieseren som ridehest. 

Det danske frieser forbund oplever en øget tilgang af medlemmer og de er meget begejstrede over, at der for første gang i mange år er hele to godkendte avlshingste på dansk jord.   

At ride en frieser er noget særligt. Det er en hest med store bevægelser. Særlig typisk er den hvælvede hals og høje forbensaktion. Og det kræver noget af rytteren. Det er især tilfældet med den klassiske, barokke friesertype. Der sker meget, når man sidder på ryggen af sådan en basse. Rigtig meget. Den høje hovedføring gør at hesten ikke naturligt går med lang, udstrakt overlinje. De store bevægelser forplanter sig til rytteren, og det kræver en rutineret rytter, hvis det skal se ubesværet ud. 

Det er naturligvis en smagssag om rytteren bryder sig om den rideoplevelse det er med den hvælvede hals og høje forben, der afgjort giver en lidt mere voldsom oplevelse end den blødere gang hos de fleste andre heste, men vi kommer ikke udenom at også fra ryggen giver frieseren os oplevelsen af at være sammen med en helt særlig hest med råstyrke og udstråling. 

Den nyere type sportsfrieser er lettere at ride uden at den dog helt mister den særlige udstråling der kendetegner en frieser.

Udseende

Hollænderne elsker deres sorte ganger. Og der gøres en stor indsats fra det hollandske avlsforbund for at bevare frieserens typiske eksteriør, kendetegn og egenskaber, selvom racen efterhånden er udbredt til det meste af verden. Til kåringer er det således altid en certificeret udsending fra det hollandske avlsforbund, der forestår bedømmelserne. 

En frieser er sort. Punktum. Få og små aftegninger i hovedet kan accepteres, men hvis en hingst skal gå i avlen, er det helt utilstedeligt. Tidligere har det faktisk været tilladt for en frieser at være brun, og i USA ser man frieserblandinger i alle farver. Men en ægte frieser er sort.  

En frieser er også stor. Punktum. Eller er den? Med et gennemsnitligt stangmål på 160 cm kan man ikke kalde den en exceptionel stor hest, og det er her dens bygning og fremtoning snyder os lidt. Den højt ansatte hals og knejsende holdning, høje forbensaktion sammenholdt med den stærke bygning, kraftige muskulatur, lange man, hale og hovskæg er altsammen med til, at vi opfatter frieseren større, end den egentlig er. 

Og så til det spøjse frieser-spørgsmål: Er der tale om en koldblodshest eller en varmblodshest? I den daglige omgang med vores heste, er det ikke noget vi går og tillægger den store betydning, men klassificeringen bruges stadig i vid udstrækning til en grov inddeling af temperamenter. Automatisk vil de fleste nok sige at en hest af den barokke type, med et roligt temperament og en historie som arbejds- og kørehest, må være en koldblodshest. Alligevel står den registreret mange steder som varmblods, da der igennem tiderne har været blandet varmt (spansk) blod i avlen. 

Men ifølge Dansk Frieser Forbund  er den hverken er kold- eller varmblods, men helt sin egen. Det eneste, der hersker enighed om, er at det ikke er en fuldblod. Når alt dette er sagt, så vil mange nok i dag mene, at rubriceringen kold- og varmblod ikke er så udbredt længere. I dag foretrækker de fleste af os i højere grad at bedømme en hest ud fra dens individuelle egenskaber snarere end ud fra ‘blodtype’.

Koldblod eller ej, det fornægter det sig ikke at en frieser er en stærk, arbejdsom hest. Og har man lidt erfaring med dem, vil man nok nikke genkendende til at når en frieser går – så går den. Som om dens baggrund som kørehest altid minder den om at opgaven er at gå. Dette stiller krav til at de mennesker, der håndterer den, er i stand til at give den en solid grundtræning fra hånd, hvis ikke den skal tage magten fra sit menneske. 

Temperament og personlighed

Frieserens sind er hestenes svar på en labrador. Og det skal forstås som en kompliment til hest såvel som hund. Trofast, lærenem, blid og venlig. Denne dramatiske hest, der får ikke hestekyndige til at gispe lidt i beundring, er lige så rar og tålmodig, som den er stærk og imponerende. Den knytter sig stærkt til sit menneske og med den rette venlige håndtering, er der intet, den ikke vil gøre for sin rytter. Den typiske frieser elsker at der bliver brugt tid på den. Nærmest som om den godt ved at den er noget helt særligt og fortjener lidt ekstra forkælelse. 

Og den giver det i den grad tilbage. Når vi så ofte ser friesere blive brugt i shows, teater og  opvisninger, så er det fordi dens stabile sind og glæde ved at samarbejde med os mennesker, gør den særdeles velegnet til ikke bare at lære forskellig show-egnet adfærd, men også at være i stand til at optræde under omstændigheder, der normalt vil være meget vanskelige for et sensibelt hestesind. 

Heste er tålmodige og tilgivende væsener. Og frieserne er det nok mere end de fleste. Derfor skal man som den heldige ejer af en sort skønhed være ekstra påpasselig med ikke at komme til at udnytte denne langmodige venlighed. 

Sygdomme og lidelser

Da bestanden af friesere i begyndelsen af 1900-tallet var på drastisk tilbagegang, blev der sat massivt ind for at redde racen. Denne indavl betød at racen udviklede en række genetisk betingede sygdomme. 

De fire mest almindelige: 

Dværgvækst – hvor det er primært benenes vækst, der hæmmes, hvilket resulterer i føl, der er 50 procent mindre end normalt. 

Hydrocephalus (vand i hovedet) – en ophobning af væske i hjernens hulrum. 

Aortaaneurisme – hovedpulsåren brister med døden til følge.

Megaesophagus – forstørret spiserør, der, ud over at besværliggøre transporten af foder til mavesækken, kan være årsag til spiserørsforstoppelser. 

Desuden har en langt større andel af frieserhopper sammenlignet med andre racer problemer med tilbageholdt efterbyrd, hvilket vil sige at moderkagen ikke slipper slimhinden i livmoderen efter foling. Dette kan føre til alvorlige komplikationer, hvis ikke dyrlægen griber ind hurtigt. Normalt regner man med at risikoen for tilbageholdt efterbyrd ligger på et par procent, men hos frieseren ligger procenten ifølge en amerikansk undersøgelse på helt oppe omkring 50.  

En stor del af disse arvelige sygdomme og svagheder, skyldes problemer med kvaliteten af collagen. Da collagen er en af de primære bestanddele af vores led, sener, hud og fascia (bindevæv), har det stor indflydelse på hestens biomekanik, almene sundhed og bevægelse, hvis collagenet ikke fungerer som det skal, eller har den rette struktur. 

Desuden er frieseren – ligesom en del andre af de lidt tungere, nøjsomme hestetyper – disponeret for PSSM (Polysaccharide Storage Myopati), der en ophobning af glucose i musklerne, og gør, at hesten har brug for en særlig diæt og træningsplan livet igennem. 

Generelt kan de have et svagt immunforsvar, der gør dem mere modtagelige for diverse sygdomme, ligesom de kan være overfølsomme overfor insektbid og følgelig udvikle  sommereksem. Generelt har deres hud tilbøjelighed til at være sart, med skæl, kløe og sårdannelser.  

Historie

Vi begynder for alvor at lægge mærke til frieseren tilbage i middelalderen, hvor den bliver brugt som stridshest. Dens størrelse, styrke gør den i stand til at bære de tunge riddere i rustning over længere afstande, dens sind og temperament er særdeles velegnet til det voldsomme liv i felten og på slagmarken og dens nøjsomhed gør den nem at have med på togter.

Det er en tid hvor Holland oplever megen indflydelse sydfra. Også indenfor hesteverdenen får man smag for det sydlige og begynder at introducere andalusisk blod i hesteavlen. Således udvikles en hestetype, som ikke bare er populær i militæret, men som tidens store ritmestre sætter pris på indenfor den højere skoleridning. Slægtskabet mellem de spanske hestetyper og frieseren fornægter sig ikke den dag i dag. 

I en kortere periode i 1800-tallet bliver frieseren populær i travløb. Den tids løb var over kortere distancer end dem vi kender i dag, hvor der kræves en lettere og mere udholdende hest. 

I 1879 bliver den hollandske stambog grundlagt. Eller rettere to stambøger – en til de rene friesere og en til blandingsracer. Nu er frieseren officielt en særlig race. 

Snart får englænderne øjnene op for den særlige hest. I Dronning Victorias England begynder man at importere friesere som ‘begravelsesheste’. De første ses i 1881, men de bliver hurtigt populære og i London alene råder bedemændene hurtigt over ikke mindre end 700 dyr. De kaldes ‘sorte belgiere’, fordi de blev transporteret til England via den belgiske havneby Antwerpen. Knap hundrede år efter (i 1985) genoptager bedemandsfirmaet T. Cribb & Sons atter traditionen, og den dag i dag ser man rustvogne med sorte heste, der traditionen tro stadig kaldes ‘sorte belgiere’.

Af mangel på krigsskuepladser bliver frieserens militærkarriere efterhånden udskiftet med en mere domesticeret version som køre- og arbejdshest. Igen er det dens styrke og nøjsomhed, der gør den til en perfekt arbejdskraft, men også her svinder efterspørgslen efterhånden som motoren og dermed biler og traktorer gør deres sejrrige indtog. 

Det er endnu ikke blevet udbredt at bruge hesten som hobby og fritidsinteresse – kun de allerrigeste kan tillade sig den luksus at ride for fornøjelsens skyld – så i begyndelsen af 1900-tallet er den stolte hesterace på katastrofekurs mod udryddelse. 

I 1913 er der kun tre kårede avlshingste tilbage, og hvis ikke en massiv redningsaktion var blev iværksat, ville vi ikke kunne nyde de smukke dyr i dag. Men intensiv avl betyder også indavl, og det er konsekvenserne af dette, racen lider under i dag. 

I 1939 får Circus Strassburger øjnene op for frieserens kvaliteter som performer, og den nye anvendelse breder sig hastigt til arenaer rundt om i Europa. 

Under Anden Verdenskrig får racen et comeback som arbejdshest, da manglen på benzin betyder at vi igen må benytte os af trækdyr for at transportere varer og mennesker. 

Nu er racens fremtid sikret. Den hollandske Dronning Juliana bliver protektor for avlsforbundet, og i 1954 ophøjes dets status til kongeligt af prinsesse Beatrix. Da det hollandske kongehus således anerkender og fremhæver racen, nyder den fra nu af særlig opmærksomhed som nationens stolthed. 

Avlen af frieserheste må nærmest betegnes som en æressag for Holland. Al kåring af friesere i hele verden bliver udført efter præcis samme regler og af dommere, der udsendes af det hollandske frieser forbund, KFPS . 

Men det er ikke kun i Holland at frieseren har en unik plads. I det danske kongehus indtager frieseren også en helt særlig position. Når H.K.H. Dronning Margrethe er på karettur i gennem København, ledsaget af garderhusarregimentet og trompeterkorpset, så går paukehesten forrest med de 70kg tunge trommer. Og denne paukehest skal ALTID være en frieser. 

Det er der en helt særlig forklaring på: Sidst i 1970’erne opstår ideen med at genindføre de store trommer i korpset, og man udså en stor brun hest til at bære dem. Kort efter får  gardehusarregimentet en fornem frieserhingst foræret af en velgører, men da hingste ikke er egnede til arbejdet ved eskadronen, vælger de at afhænde ham og få en anden frieser i hans sted. Det bliver vallakken Meindert van Tiede. Det viser sig hurtigt, at være den perfekte hest til at bære paukerne, der jo både er tunge og larmende. Lige siden har der altid stået tre friesere i Dronningens stalde – og én af dem hedder altid Meindert. 

Som om det ikke er nok at være Hollywood stjerne og nyde royal respekt og anseelse, så er det (naturligvis) også en frieser, der er blevet verdensberømt som intet mindre end verdens flotteste hest. I det amerikanske talkshow ’The Late Show’ inviterer værten Stephen Colbert i september 2016 en vidunderligt smuk hingst ved navn Frederik the Great i studiet, og snart bliver videoen med verdens smukkeste hest delt verden over.

Hvad siger videnskaben om frieser?

Frieseren er en race, der er blevet avlet så intenst på for at redde den, at der har været tale om decideret indavl. Og indavl giver problemer. 

Videnskaben har forsket i de konsekvenser den heftige avl har haft, og en af de opdagelser der er kommet frem, er at fejlbehæftet ‘dårlige’ collagen kan være fællesnævneren i frieserens genetisk betingede lidelser.

Aortaaneurismer kan opstå hos alle heste. Der går hul på hovedpulsåren med deraf følgende voldsom blødning og pludselig død. Disse aneurismer opstår samme sted på pulsåren. Men kun hos frieseren ser man at pulsåren brister et andet sted. Nemlig et sted, der bevirker at blødningen er langsommere, og døden ikke indtræder øjeblikkeligt. Der kan gå uger, hvor hesten har forhøjet puls og virker træt og uoplagt. Blødningen fortsætter og til sidst kan vævet omkring hjertet og pulsåren ikke holde til mere, og hesten dør som følge af indre blødninger. 

Ligeledes kan både tilbageholdt efterbyrd og vand i hovedet skyldes det fejlbehæftede collagen.

Heldigvis er der allerede fokus på arbejdet med at gøre racen sundere. Før i tiden benyttede man fx hopper med dværgvækst som avlshopper, da man fejlagtigt mente, at genet for denne deformitet ikke blev videreført. Dette er nu ikke længere tilladt. Desuden tilbyder KFPS er enestående online service, hvor avlere indtaster hvilken hoppe de tænker at ifole med hvilken hingst og med det samme får svar på, hvor stor risikoen er for indavl. 

Det er en langsom proces at rette op på, men med forskning, information og forhåbentlig etisk bevidste og seriøse avlere, der fremelsker sundere heste, vil vi forhåbentlig i fremtiden se en population af raskere og stærkere friesere. 

Det fortjener de.

Referencer

  •  “Copy number variations in Friesian horses and genetic … – NCBI.” 30 jul.. 2018, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC6065148/. Åbnet 2 jul.. 2020.

  •  “Esophageal Dysfunction in Friesian Horses – SAGE Journals.” https://journals.sagepub.com/doi/pdf/10.1177/0300985814556780. Åbnet 2 jul.. 2020.

  •  “Monitoring training response in young Friesian … – NCBI.” 14 feb.. 2017, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5309987/. Åbnet 2 jul.. 2020.

  •  “A Survey of the Health Issues of Friesian Horses – Semantic ….” https://pdfs.semanticscholar.org/6422/f4637086079f7e0e11fc54afd77c2def9e03.pdf. Åbnet 2 jul.. 2020.