70.000 mennesker var vidne til dette års (måske) sidste hestearrangement, eftersom arrangørerne i Herning trodsede myndighedernes råd og lod Dansk Varmblods Hingstekåring løbe af stablen.
Hvert år strømmer tusindevis af hesteglade mennesker – professionelle som amatører – til Herning for at se det store, prestigefyldte gallashow, Dansk Varmblods Hingstekåring. I år skulle man tro, at det ville blive aflyst, eftersom hele Danmark og resten af verden er præget af corona-krisen. Det modsatte fandt sted. Arrangørerne i Herning hæftede sig ved, at myndighedernes corona-tiltag i marts måned var en anbefaling og ikke et påbud.
– Vi hæfter os ved, at der ikke er kommet et påbud fra myndighederne, men alene en anbefaling. Hvis regeringen havde den holdning, at det ville være uansvarligt at gennemføre arrangementet, ville vi have fået et pålæg, og det har vi ikke, sagde arrangørerne af Dansk Varmblods Hingstekåring.
Nyheden har siden hen vakt en hed debat, og der er delte meninger om arrangørernes valg. En af dem som godt kan forstå beslutningen er virolog og smitteekspert på Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen.
– Man skal huske, at det ikke er et påbud fra myndighederne, men en henstilling. Men det havde selvfølgelig været det mest fornuftige at aflyse med risikofaktoren for smitte in mente, siger Allan Randrup Thomsen.
Mens nogle godt kan forstå arrangørernes valg var Dansk Ride Forbund meget imod beslutningen, og forbundet havde håbet på, at arrangementet var blevet aflyst. Derfor bad forbundet landsholdsrytterne om at holde sig fra at skrive autografer og tage selfies med fans. Det oplyste generalsekretær i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt, til DR Sporten.
Dansk Varmblods Hingstekåring løb af stablen den 4. marts og varede indtil den 8. marts. I dag er folk begyndt at stille spørgsmålstegn til, hvor stor en indflydelse arrangementet har haft på antal smittede i Danmark.